Om
Nu da du har forvildet dig ind på min side, så håber jeg, at du eller andre kan finde interesse i at se billederne. Måske er der noget som siger dig noget, rør dig, eller måske ikke, hvem ved, måske stjæler jeg bare din dyrebare tid. Mvh. Niels Lylloff Henriksen

Inspiration
Arbejde med billeder bliver i min verden til skabende processer, og at være i den proces er inspirerende og energigivende. Jeg holder af, at gå ud over konventioner og faste normer. Det bunder måske i, at jeg gennem livet i udstrakt grad selv har skulle skabe rammerne og finde min plads i tilværelsen.
Det betyder ikke, at foto- og billedteknisk viden er irrelevant, og det inddrages også i stor stil. I praksis arbejder jeg på et kontinuum fra det åbne til det styrede. Ofte vil jeg lade mig overraske og gribe de muligheder som opstår lige her og nu, og andre gange vil arbejdet være styret af en ide om at formidle en bestemt situation eller et budskab.
I arbejdet med fotografi og fotokunst finder jeg ofte inspiration i det æstetiske og i det hele taget skønheden ved livet. Det samtidigt med at livets skyggesider også trænger sig på og påkalder sig en opmærksomhed, jeg ikke kan sidde overhørig. Jeg trækker naturligvis på livserfaringerne, og privat har jeg som så mange andre også oplevet glæden ved livet, og gennemlevet personlige udfordringer.
Som klangbund for mit arbejde ligger bevidstheden om, at de svære og udfordrende dele af livet er med til at sætte det dejlige og skønne i perspektiv. Er med til at øge taknemmeligheden over, at møde mange gode mennesker og at få dejlige oplevelser i mit liv. Refleksioner over og bearbejdelse af disse oplevelser ligger som baggrundsmusik, og er med til at udvide perspektiverne på livet og sætte kursen. Jeg har altid reflekteret meget over tilværelsen, og gennem alle årene har jeg kunne trække på glæderne fra de, i gennem livet, betydningsfulde personer.
